Samskabte samlinger

Resumé

Hvordan kan museer blive mere bæredygtige – socialt og kulturelt? Det spørgsmål har Furesø Museer/ Immigrantmuseet og Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie søgt at besvare med afsæt i projektet Samskabte samlinger.

Museerne har undersøgt, hvordan samskabelse og borgerdrevet videnskab kan være en vej til nye måder at samle, forstå og forvalte vores fælles kulturarv på.

I projektet er der blevet udviklet en model, der ser samskabelse som en cyklisk proces med forskellige faser og udtryk. Samtidig er der identificeret fire centrale faktorer, der har stor betydning for, hvordan samskabelsen forløber – og hvad den fører til: formål, varighed, motivation og museumsvanthed. De fire faktorer påvirker hinanden og skaber dynamikker, som både kan fremme og udfordre samarbejdet. Derfor er det vigtigt at finde den rette balance, når museer og borgere mødes om samlingen.

På baggrund af projektet præsenteres syv forskellige cases, som hver især viser, hvordan samskabelse kan se ud i praksis – fra fælles refleksioner over, hvad der bør samles ind, til medskabelse af genstande, der måske en dag bliver en del af fremtidens museum.

Samskabte Samlinger er et åbent eksperiment og en invitation til at gentænke, hvem der skaber kulturarv – og hvordan vi gør det sammen.

Klik her for at læse mere om projektet og vores resultater i Håndbog for samskabte samlinger, som er tilgængelig i pdf-version.

Nedenfor kan du læse uddrag fra håndbogen.

Forord

Projektet ‘Samskabte Samlinger’ søger at nytænke og dels disrupte mere traditionelle arbejds- og tilgange til samlingsvaretagelse på museerne. Håndbogen henvender sig derfor hovedsageligt til de fagpersoner som beskæftiger sig med samlingsområdet, forstået indsamling, registrering og bevaring. Vores proces viste, at al

samskabelse kræver en stor formidlingsfaglighed, og fordrede tæt samarbejde mellem kollegaer med både formidlings- og samlingskompetencer.

Baggrunden for denne håndbog er et behov for en samlingsnær forståelse af samskabelse som drivkraft for en mere inklusiv og demokratisk museumspraksis, der rummer et bredt spektrum af stemmer og perspektiver, og hvor et stadig bredere udsnit af borgerne kan spejle sig i museernes samlinger.

Håndbogen tilbyder museumssamlingernes fagpersoner et teoretisk grundlag for samskabelse, udfoldet gennem konkrete cases, der illustrerer, hvordan denne metode kan anvendes i praksis. Håndbogen giver også praktiske værktøjer og refleksioner over, hvordan samskabelse kan integreres i både samlingsudvikling og

formidling. Samskabelse kan kun lade sig gøre sammen med de mange medskabere, som deltager og bidrager til museernes initiativer. Vi vil derfor gerne sende en stor tak til vores mange partnere: Give-Grindsted

Uddannelsescenter, Grindsted Landbrugsskole, designerne Henriette Rolf Larssen og Jeanne Vilhelmsen, Nørrebro Bibliotek, Tokulturelt Pigeprojekt i Farum, Farum Lokalhistoriske Forening, Værløseegnens

Lokalhistoriske Forening, Rytmisk Musikkonservatorium og deres studerende og undervisere i København og de mange lokale borgere i Billund Kommune, Storkøbenhavn og på Furesøegnen. Uden jer var initiativerne beskrevet i denne håndbog ikke blevet ført ud i livet, og jeres bidrag er med til at sikre en mere flerstemmig og mangfoldig Danmarkshistorie

Introduktion

I foråret 2024 præsenterer SVM-regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget et længe ventet forslag til en ny reform af museumsområdet i Danmark. Løftet om et opgør med et forældet tilskudssystem er resulteret i bred politisk enighed om at modernisere og fremtidssikre museernes rolle i samfundet og skabe nye dynamiske rammer for driften af det danske museumsvæsen. Med reformen bliver museernes raison d'être slået fast: samlingen, der efter den nye politiske aftale skal ”sikre vores historie og vores historiefortælling, være aktuelle og relevante, registreret og indberettet.” (‘Museumsreform: en generationsinvestering i vores fælles fortælling’, 2024, 2) Som led i det øgede fokus på samlingens betydning er et andet centralt element i reformen at fremme museernes rolle som mødesteder for demokratiske samtaler, innovation og samskabelse. Viden om vores fælles historie og kulturarv skal deles og udvikles i fællesskab med brugerne. Målet er naturligvis at gøre museerne mere tilgængelige, relevante og inkluderende for alle samfundsgrupper - og dét mål skal blandt andet nås gennem et øget fokus på kontinuerlig samlingsudvikling.

Takterne i den nye museumsreform er hverken ukendte eller uprøvede for de danske museer. Med inspiration fra det internationale museumslandskab har der eksisteret en gennemgribende diskurs de sidste mange år om outreach og brugerinddragelse. En diskurs, der har introduceret nye arbejdsformer med fokus på samskabelse og inklusion i museernes praksisser. I en verden, hvor viden forhandles og konstant er under forandring, er anerkendelse og inddragelse af flerstemmige perspektiver blevet en demokratisk præmis - med rette - for museernes eksistensgrundlag.

Opkomsten af det såkaldte participatoriske paradigme kan ses som reaktion på den væsentlige og valide kritik af vestlige museer som institutioner for majoritetskultur og elitehistorie, der de senere år har været ramme for den offentlige debat om kultur og identitet. Kernen af denne kritik er, at museerne som autoriteter for vores fælles kulturarv ikke har været gode nok til at omfavne flerstemmighed og anerkende marginaliserede gruppers aftryk på samfundsudviklingen. Det har resulteret i en skævvridning af den kollektive historie, idet visse samfundsgrupper er blevet overset eller nedprioriteret i museernes arbejde, mens andre gruppers perspektiver er blevet (re)produceret i de samme velkendte strukturer. Med det participatoriske paradigme har museerne højnet deres opmærksomhed på mere åbne, inkluderende og pluralistiske tilgange i forsøget på at demokratisere den fælles kulturarv. Som resultat positionerer flere museer sig som ‘anerkendelsesautoriteter’ - et begreb hentet fra den tyske professor Stephan Feuchtwang om museernes institutionelle selverkendelse af, at menneskers manglende afspejling i den kollektive historie er en udfordring for museerne som demokratiske institutioner, og at fokus derfor må henledes på at omfavne flerstemmige perspektiver (Feuchtwang 2003; Naguib 2013).

I langt højere grad end tidligere kalder det nye fokus på samskabelse som integreret arbejdsmetode i museernes behandling af vores fælles fortid, nutid og fremtid. Idéen om det samskabende er langt fra ny, og selvom fænomenet har vundet indpas mange steder, er der dog langt fra enighed om, hvad det egentlig betyder og indebærer. Forskningslitteraturen viser, at samskabelse som begreb hverken er entydigt eller letanvendeligt, men at det bruges i divergerende sammenhænge til at beskrive alsidige samarbejdsformer mellem forskellige parter om varierende problemstillinger. Ser vi på en museal kontekst, har samskabelse som begreb og metode udviklet sig betragteligt over tid, stærkt influeret af bredere kulturelle, sociale og teknologiske vendinger. I dag forstår vi samskabelse som den proces, hvor et museums fagansatte og brugere arbejder sammen om et fælles mål, og at denne proces indebærer principper om inklusion, deltagelse og delt autoritet. Imidlertid kan grundlaget for deltagende praksisser på museerne spores helt tilbage til deres oprindelse. Under oplysningstiden og romantikken blev samlingerne

typisk udstillet på måder, der inviterede til offentligt engagement, om end disse tidlige interaktioner ofte var meget passive og ensrettede. Museet fungerede først og fremmest som et sted for fremvisning af viden snarere en skabelse af selvsamme. Men i midten af det 20. århundrede skiftede denne dagsorden, og idéen om, at de museumsbesøgende til en vis grad kunne involveres i skabelsen af deres egen museumsoplevelse, blev født. Idealet blev i stedet, at museerne skulle være aktive miljøer, hvor de besøgende på nye måder kunne engagere sig i de udstillede genstande og de historier, der blev fortalt. I løbet af 1970’erne og 1980’erne begyndte nye sociale bevægelser at skubbe til de etablerede normer og dermed også til museernes dagsordener og selvbillede. Behovet for mere deltagende tilgange voksede i takt med erkendelsen af, at det var vigtigt at være relevant for et bredt publikum, og museerne begyndte at åbne små rum for marginaliserede grupper, der kunne fortælle deres egen historie. Kombineret med den voksende anerkendelse af brugerinddragelse og inklusion fra andre sektorer satte den digitale revolution i 1990’erne og 2000’erne for alvor gang i udviklingen. Den fælles kulturarv kunne pludselig tilgås på helt nye måder, og idéerne om samskabelse blev udvidet, forhandlet og tilpasset de nye rammer. Det seneste årti har samskabelse som metode indtaget en stadig mere fremtrædende rolle hos mange museer. Drevet af ønsket om at demokratisere museumsoplevelsen og skabe mere betydningsfulde relationer med deres publikum har museerne erkendt, at deres rolle ikke blot er at præsentere kurateret indhold, men også at gøre det muligt for besøgende at konstruere viden, mening og perspektiver med museet. I dag anses samskabelse derfor ikke kun som et værktøj til engagement og involvering, men som en måde at sikre, at museets indhold reflekterer et bredt spektrum af stemmer, erfaringer og perspektiver (Simon 2010; Black 2011; Simmons 2016).

Det nye deltagelsesfokus har særligt udfoldet sig i museernes formidlingsindsatser, både internationalt og herhjemme, og der findes i dag et væld af litteratur, der beskæftiger sig med samskabelsesprocesser, hvor det fælles tredje mellem museet og en eller flere deltagergrupper er et formidlingsoutput, for eksempel en udstilling. Også på MARK| Museet for en ny Danmarkshistorie og Furesø Museer/Immigrantmuseet har samskabelse som metode vundet indpas i museernes formidlingskoncepter. På Mark, der indsamler og formidler landbrug-, industri- og turismehistorie i Billund Kommune, har samskabt en række formidlingsinitiativer med børn og unge eksempelvis ‘Jeres fortid - Vores fremtid’, hvor elever fra den lokale privatskole tager ordet og siger ligeud, hvad de mener om klima og bæredygtighed, set i forhold til deres eget liv og lokalområde. På Furesø Museer/Immigrantmuseet, der dokumenterer og formidler lokale historier fra Furesøegnen og fortællinger fra den danske indvandringshistorie på nationalt plan, har en lang række formidlingsinitiativer været søsat med fokus på samskabelse og medkuratering mellem museum og deltagergruppe, eksempelvis særudstillingerne ‘Sikherne i Danmark - Meet the Sikhs’ og ‘Gæstearbejderne - Fortællinger fra 70’erne’ samt det lokalhistoriske indsamlingsprojekt ‘Vores Historie’. Begge museer trækker derfor på en lang og rig tradition for samskabelse. Ikke kun i historisk perspektiv, men også fra museernes egne praksisser og identitet.

Imidlertid har den nye museumsreform endnu engang understreget behovet for at genbesøge samskabelse som musealt koncept og indtænke metoden i flere sammenhænge end blot de formidlingsmæssige.

Reformens ordlyd, som på flere niveauer betoner betydningen af samlingerne samt et øget fokus på relevans

og inddragelse, baner vejen for en ny praksisudvikling, der i højere grad end tidligere integrerer samskabelse som metode i museernes samlingsudvikling og -forståelse.

Denne håndbog af Mark | Museet for en ny Danmarkshistorie og Furesø Museer/Immigrantmuseet er et eksempel på denne praksisudvikling. Vores mål er at give inspiration til det brede museumslandskab gennem empiriske eksempler, praktiske værktøjer og etiske overvejelser præsenteret i håndbogen til at arbejde samskabende med fællesskaber i lokale nærmiljøer og på nationalt plan.

Håndbogen er udsprunget af det tværinstitutionelle projekt Samskabte Samlinger (med bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje ‘Bæredygtige Museer, 2023-2024), der har sat fokus på bæredygtig

samlingsvaretagelse. I projektet har de to museer i tæt sparring med Konserveringscenter Vejle etableret strategier og metoder for museernes samlingsudvikling ved at udforske nye måder at arbejde med

samskabelse i indsamlings- og bevaringspraksisser. Med afsæt i tanken om at integrere inkluderende og deltagende tilgange i arbejdet med at indsamle, registrere og bevare kulturarv har museerne arbejdet caseorienteret med konkrete initiativer, hvis formål har været at teste, udvikle og evaluere integration af samskabelsesprocesser i samlingsarbejdet. Målet har været at styrke den kulturelle og sociale bæredygtighed i vores samlinger ved at udfordre etablerede samlingsparadigmer og genstandsbegreber med et øget fokus på immateriel og stedbunden kulturarv, samtidig med at museernes ikke-brugere har været inviteret til at udpege og betydningsvurdere kulturarven med henblik på at sikre en bredere repræsentation i museernes samlinger, formidling og forskning. De omfattende resultater af disse tanker og prøvehandlinger finder du her i håndbogen.

Håndbogen består overordnet af tre kapitler. I det første kapitelser vi på de teoretiske indsigter, som projektet har medført. Ud fra en cyklisk model gennemgår vi samskabelsens faser, herunder de kendetegn, som karakteriserer den enkelte fase. Vi undersøger også de fire faktorer, som er med til at forme samskabelsesprocessen, og hvordan de indbyrdes påvirker hinanden og skaber synergi. Som del heraf præsenterer vi også forskellige værktøjskasser med praktiske redskaber samt etiske, organisatoriske og strategiske overvejelser til jer, som gerne vil i gang med samskabende samlingsprojekter. Afslutningsvis ser vi på graden af samskabelse, som kan variere afhængig af forholdet mellem institution og deltagergruppe(r).

I det andet kapitel dykker vi ned i syv konkrete cases fra projektet, som illustrerer hvordan de teoretiske vindinger kan omsættes til praksis. Casene er understøttet af fotos, udtalelser fra forskellige partnere samt en oversigt over eksempler på best-practice og læring. I det tredje og sidste kapitel afrundes håndbogen med refleksioner over det impact, som de gennemførte cases og det overordnede projekt har haft for deltagergrupper/samarbejdspartnerne samt for museernes samlingspraksisser.

Samskabelse er et arbejde uden ende, uden absolutte fremgangsmåder og uden garanti for vellykkede resultater. Med principper om inklusion, deltagelse og delt autoritet skubber samskabelse til traditionelle måder at indsamle og bevare kulturarv, men netop i denne forskydning finder vi også samskabelsens potentiale til at bestyrke kulturel og social bæredygtighed i samlingerne. Denne håndbog er derfor heller ikke et absolut eller færdiggjort resultat, men et bidrag til den eksisterende samtale om, hvordan samskabelse kan videreudvikles på nye måder. Bogen tjener derfor som udgangspunkt for en videre diskussion af samskabelse som metode i museernes samlingsudvikling, og vi håber, at øvrige museer vil finde inspiration til egne praksisser og række ud for at indgå i dialog om samskabelsens muligheder og begrænsninger.