KULTURSKABERE
Kulturskabere har til formål at skabe bro mellem unge på erhvervsuddannelser og skoleelever fra 5. klasse, hvor de i fællesskab arbejder med gamle håndværk og erhverv.
KULTURSKABERE
I oktober 2025 kulminerede det spændende samarbejdsprojekt ”Kulturskabere” mellem Mark, Museum Give, Grindsted Erhvervsskole og Støtteforeningen Karensmindes Venner. Her arbejdede unge fra erhvervsskolen og skoleelever fra Grindsted Privatskole sammen om at bygge et fårehus i bindingsværk og med stråtag på Museumsgården Karensminde.
Kulturskabere har til formål at skabe bro mellem unge på erhvervsuddannelser og skoleelever fra 5. klasse, hvor de i fællesskab arbejder med gamle håndværk og erhverv. Projektet giver de unge fra erhvervsskolerne mulighed for at påtage sig rollen som undervisere, når de guider skoleeleverne igennem byggeriet af fårehuset. Eleverne vil bl.a. snitte nagler, bygge, male og samarbejde for at skabe det færdige fårehus, som vil stå som et mindesmærke for deres indsats.
Byggeriet foregik den 3., 10. og 24. oktober, og det er en del af en større indsats for at vække skoleelevers interesse for håndværksfagene og de muligheder, erhvervsuddannelserne tilbyder. Der er samtidig et ønske om at styrke bevidstheden om faglig stolthed og vigtigheden af håndens arbejde, som i stigende grad oplever vigende interesse. Og hvem er bedre til at præsentere fagene, end eleverne selv!
Projektet er et pilotprojekt, der undersøger potentialet i at samskabe sammen med unge fra erhvervsuddannelser og pensionerede håndværkere fra Støtteforeningen Karensmindes Venner. Forhåbningen er, at det kan udvikles til et fast tilbud på museerne, der kan formidle håndværk på en måde, der inspirerer skoleelever og giver dem en positiv oplevelse med erhvervsfagene.