Julemarked
Oplev magien ved en traditionel dansk jul på Mark Museets charmerende julemarked på Museumsgården Karensminde. Dette er mere end blot et marked – det er levende historie.
Køb billet til julemarked den 7. december
Køb billet til den 8. december
Julemarked på Mark | Karensminde er perfekt for besøgende, der søger en uforglemmelig juleoplevelse, fyldt med håndværk, smagsoplevelser og julestemning. Når man går rundt i de festlige omgivelser, vil man opleve fortællinger om dansk bondegårdsliv og juletraditioner, der bliver vækket til live.
Fra kl. 10.00 kan man gå på opdagelse mellem flere end 20 boder med kunsthåndværk, design og lækkerier.
Duften af brændte mandler blander sig med duften af juletræer og pyntegrønt på gårdspladsen. Inde i Kaffestuen kan man nyde varm gløgg og æbleskiver, mens man hviler benene. I den gamle smedje kan der købes smedede julehjerter, og i træværkstedet kan man købe fine snedkererede fuglehuse. I vognporten har gæsterne mulighed for at vinde en dejlig adventsgave eller blot lidt selvforkælelse, når tombolaens mange gevinster skal uddeles.
I stuehusets bryggers fyldes luften af maltduftende damp fra bryggerkarret, hvor gårdbestyreren brygger godt øl efter den originale opskrift, som blev brugt på Karensminde i 1800-tallet.
I køkkenet er der ild i det originale brændekomfur, hvor der koges og bages på ægte gammeldags manér. I stuen er der pyntet smukt til jul med skinnende røde æbler, gran og den fine historiske julepynt.
Gratis entré for børn og unge under 18. 65kr for voksne. Billetter købes enten i Udstillingsbygningen eller online via ovenstående link (husk at vise din billet i udstillingsbygningen og få udleveret et klistermærke).