Udstillinger på Mark
Udstillinger om omvæltning, udvikling og konsekvenser
FRA ENGGÅRD TIL MUSEUMSGÅRD
Udstillingen fortæller dig om, hvordan det hele startede... Her begynder din rejse tilbage i tiden.
Museumsgården Karensminde er i dag den sidste tilbageværende af de syv oprindelige enggårde i landsbyen Morsbøl, der lå som hvide perler langs åen. Den bærer stadig spor af sin storhedstid – fra de hvidkalkede mure til de karakteristiske vognporte.
Markerne dyrkes som da dansk landbrug blev mekaniseret og industrialiseret fra 1920’erne og frem. Her græsser gamle danske husdyrracer. Her mødes landbrug, industri og turisme i én samlet fortælling om den danske mark.
Lige her, mellem engen og heden, befinder du dig midt i en fortælling, der strækker sig helt tilbage til 1600-tallet.
Engene langs Grindsted Å og hederne mod syd var i århundreder basis for en særlig jysk landbrugskultur. På disse frodige engarealer opstod engbøndernes livsform.
Engbønderne udnyttede åens vand og skabte snedige engvandingssystemer, som i tørre år kunne sikre hø og græs til kvæget - den vigtigste indtægtskilde.
Også på Karensminde blev der anlagt et engvandingssystem. Det gav grundlag for en veletableret gård, som med tiden blev sognefogedgård og en central aktør i lokalsamfundet.
PLANTAGENS STEMMER
Ny audiowalk i plantagen åbner for usynligt liv og fiktive fortællere
Fredag den 17. maj åbnede Mark | Museet for en ny Danmarkshistorie en ny og stemningsfuld naturoplevelse i Karensminde Plantage. Projektet Plantagens Stemmer kombinerer lyd, kunst og kulturarv i en sanselig audiowalk, hvor seks karakterfulde fiktive fortællere – som præsten, engbonden, plantageformanden og jydepottepigen – guider publikum gennem både historien og landskabet.
Lydguiden er udviklet som en del af projektet Liv i plantagen, der arbejder for at udvikle formidlingen af plantagens kulturhistorie. Liv i plantagen støttes af Region Syddanmark. Frivillige fra museets støtteforening, Karensmindes Venner, har bygget træelementer i udstillingen. Projektet er blevet mødt med opbakning fra Billund Kommunes forvaltninger, der har muliggjort realiseringen.
Oplevelsen udspiller sig ved seks særlige porte – sorte trækonstruktioner i landskabet – hvor hver port åbner for en ny stemme, en ny vinkel og en ny refleksion over plantagens natur og kulturhistoriske betydning. Gennem lydfortællinger og iscenesatte stop med bænke, gynger, hængekøjer og trapper får publikum både fysisk og mentalt mulighed for at stoppe op, lytte og se plantagen med nye øjne.
Plantagens Stemmer er inspireret af stedets historie og inviterer publikum til at opleve fortællinger fra 1700-tallet og frem – ikke som én samlet historisk gennemgang, men gennem seks forskellige stemmer, der hver giver deres eget syn på landskabet og livsformen.
Oplevelsen er gratis og tilgængelig året rundt, og ruten kan tilgås i og uden for museets åbningstider. Audiowalken er målrettet særligt de rekreative brugere og nysgerrige besøgende, der søger fordybelse og refleksion i naturen, men kan anvendes af alle aldersgrupper.
KLIMARØDDER
Vandreudstillingen om Billund Kommunes Klimaplan er rykket videre
Klimarødder lever videre på uddannelsesinstitutioner i kommunen.
Klimarødder er en udstilling skabt i samarbejde med engagerede børn og unge mennesker i Billund Kommune. Denne dynamiske udstilling tager udgangspunkt i de seneste 400 års historie og Billund Kommunes klimaplan og sætter fokus på, hvordan vi sammen kan skabe en bæredygtig fremtid.
Udstillingen Klimarødder inviterer besøgende til at reflektere over deres egen hverdag og lokale sted og handle på klimaforandringer gennem brugerinddragende elementer, der spirer og gror med besøgstallet.
Udstillingen er åben fra den 25. juni-november 2024. Herefter rykker den videre til skoler og institutioner i kommunen.
Se de samlede videofilm fra udstillingen her (åbner video i YouTube).
JERES FORTID - VORES FREMTID
En udendørs udstilling om klima og bæredygtighed skabt af lokale unge.
Eleverne i 7. klasse fra Grindsted Privatskole har taget ordet og siger ligeud, hvad de mener om klima og bæredygtighed, set i forhold til deres eget liv og lokalområde.
Det er der kommet en mega-fed udstilling ud af, som er lavet i samarbejde med Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie.
Eleverne har her fået et frirum til at sige deres mening højt, så det kan både ses og høres. Udstillingen viser, at ’nutidens unge’ er for seje! De har meninger, holdninger, handlekraft og mod, som giver håb!
JORDEN BÆRER DIT AFTRYK
- En fotoudstilling
Når du bevæger dig rundt på museumsgårdens udendørsarealer, bliver du mødt af store fotoskilte. Alle fotos illustrerer titlen på udstillingen, Jorden bærer dit aftryk, og naturen gribes som et kulturhistorisk element.
Mens du besøger Museumsgården Karensmindes haver, engen og markerne, understreger de store fotos områdets historie. Du bliver mindet om, at Museumsgården Karensminde ligger ned til den frodige eng, fordi mennesket har udnyttet naturens ressourcer i landbruget, og at naturen er en vigtig del af kulturen.
Vi kultiverer, dyrker og bruger naturen hver dag til afgrøder både på marker, i drivhuset, i haven og i kolonihaver. Vi fjerner naturen for at gøre plads til by og byggeri, men vi bringer også naturen ind i byerne. Og når industrien forlades, vokser naturen op igen – helt uden vores hjælp.
Hvordan bærer jorden dit aftryk?
MENNESKET OG NATUREN
I den smukke restaurerede lade på Museumsgården Karensminde møder du møder engbonden, hedebonden og de rakkere, der boede på heden. Du møder mejerister, fabriksarbejdere, arbejderklasse og byboere. Du møder entreprenører og opfindere, der skaber udvikling og nogle gange forurening, og du møder i denne forbindelse også Danmarks første minister for forureningsbekæmpelse. Du møder turister, der rejser til grisefester på Mallorca. Du møder mennesker, der bruger naturen som afstresningsmiddel for at komme i ro og balance.
Og gennem alle disse møder, møder du dig selv. Du rejser igennem 400 år gennem tre perioder: Landbrug, industri og turisme. Din historie er en del af danmarkshistorien.
ØLBRYGNING
- Det' humletid
Fremstilling af øl og øllignende drikke trækker tråde langt tilbage i vores fælles historie. Det har foregået både i byerne men også i høj grad på landet. Her på Museumsgården Karensminde brygges der stadig øl som engang i 1800-tallet efter stolte traditioner.
Historisk set var øl i både byerne og på landet en daglig nødvendighed som en næringsholdig tørstslukker, da det forurenede brøndvand var farligt for helbredet. Af den grund var øllet også af lavere alkoholprocent end meget af det vi kender i dag. I 1800-tallet havde hver enkelt gård altså sit eget lille bryggeri, hvor det dog ikke var med salg for øje, men eget brug til hverdag og fest.
Øllet skulle helst stå og trække fra to uger op til tre måneder. Jo længere tid jo bedre øl. Til hjemmebrug tappedes øllet på små kovse af træ med hanke, der sattes frem på spisebordet. Skulle det bæres i marken, tappedes det på en øllejle eller på en “Skæggemand” (dunk af ler).
På Museumsgården Karensminde har man gennem historien brygget øl til hverdag og fest.
I 1800-tallets Grindsted skiltede man ikke med, at man bryggede øl. Brygningen foregik så at sige i det skjulte på gården. Dette hang utvivlsomt sammen med Indre Missions udbredelse i området og dens indflydelse på befolkningen på heden.
Ølbrygningen på Museumsgården Karensminde foregår efter stolte traditioner med rødder tilbage i 1800-tallet. Her anvendes kun hjemmeavlede afgrøder såsom korn og humle. Kornet er en seksradet vårbyg fra 1860, som er opformeret på museumsgården.