Gårdbutikken
Ny gårdbutik åbner på Museumsgården Karensminde i uge 7
Fra uge 7 åbner Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie i samarbejde med Støtteforeningen Karensmindes Venner en ny gårdbutik på Museumsgården Karensminde. Gårdbutikken samler alle de skønne varer, som de engagerede frivillige producerer på gården – både spiselige og ikke-spiselige: fra marmelade og saft til fint håndværk og håndarbejde, som synliggør foreningsmedlemmernes store frivillige arbejde.
Butikken er blevet til gennem et tæt samarbejde mellem museets fagpersonale og de frivillige i Støtteforeningen Karensmindes Venner. Vennerne har bygget butikkens inventar og museets medarbejdere har udarbejdet formidlingen, der sætter spot på årstidernes forskellige arbejdsgange på en gård i perioden 1930–55. Hver måned præsenteres Månedens genstand – et nedslag i museets samling, som viser bredden i museets arbejde med landbrugs-, industri- og turismehistorie.
Butikslokalet har indgang via gårdens østlige vognport og er indrettet med respekt for den historiske atmosfære.
I første omgang følger gårdbutikken museets åbningstider, men på sigt bliver den udstyret med en dørløsning, så man også kan handle uden for åbningstid via mobilen.
Museet håber, at gæsterne tager godt imod den nye gårdbutik, og glæder sig til at byde velkommen i vinterferien, hvor man samtidig kan opleve masser af fede aktiviteter for hele familien.