Liv på museumsgården?

Museumsgården Karensminde

På engarealerne ud til Grindsted Å ligger den gamle enggård Karensminde, der indtager en særlig kulturhistorisk position som eneste tilbageværende af syv enggårde i landsbyen Morsbøl. Den tidligste tilgængelige kilde, der beskriver enggårdenes bebyggelse, er et udskiftningskort fra 1794. Museumsgården Karensminde var historisk den velstående og lidt finere gård i landsbyen Morsbøl. Senere fik den status som sognefogedgård. Dengang løb den offentlige vej gennem Karensminde, der i folkemunde blev kaldt Mælkevejen – på denne transporteredes nemlig den mælk, kvæget gav engbønderne. Gårdene lå som perler på en snor langs Grindsted Å. I dag er Museumsgården Karensminde den sidste af de oprindelige enggårde tilbage i Morsbøl.

Museumsgården Karensminde har, som en af de mest markante byg­ningskulturelle træk, de to øst- og vestvendte vognporte. Der findes ingen konkrete kilder, der fortæller om enggårdenes fy­siske udseende før slutningen af 1700-tallet, hvor udskiftningskortet fra 1794 viser bebyggelsen med de syv gårde. I starten af 1800-tallet begyndte man at optegne brandtaksationer, der giver en idé om bygningernes materialitet. I 1820 fremgår det, at stuehuset er opført i grundmuret tegl, og at de øvrige længer fortsat er i bindingsværk af træ og tørv. Det må derfor formodes, at bin­dingsværk med ubrændte lertegl på dette tidspunkt har været den overvejende byggeskik, og kalken har været brugt til at beskytte ler og træværk mod vejrlig. Senere, i midten af 1800-tallet, sker en løbende udskift­ning fra bindingsværk til grundmur. Først udskiftes stuehuset, mens længerne fortsat er i bindingsværk. I 1840 er alle længer udskiftet til grundmur. Den løbende udskiftning kan være forklaringen på, at man har fortsat traditionen med at kalke de grundmurede længer efter udskiftningen og har fastholdt det hvidkalkede udtryk.

I dag siger nogle, at et besøg på Museumsgården Karensminde er som at komme hjem. Det emmer af hygge og idyl og lykkelige sommerdage, men sådan har det ikke altid været. Gården indskriver sig også i en større national kontekst med børnearbejde, sult, frygt for hekse, ildebrand og nisser, rakkere, jordhuler, social ulighed, lus, sygdom og kamp for overlevelse. Men også bølgende kornmarker, fest, højtider, traditioner og fyldte forrådskamre.

Du mærker historien i alle dens afskygninger, når du besøger Museumsgården Karensminde, og du oplever dansk landbrug, som det blev drevet fra 1920’erne til 1950’erne.

I perioden 1920-1950 gennemgik landbruget maskinelle og driftsmæssige kvantespring, der også havde stor betydning for landbrugsdriften på Karensminde, hvor man overgik til traditionelt landbrug. Høet blev erstattet af roer som husdyrenes vinterfoder, og engbønderne valgte i samme ombæring at omlægge en del af de tidligere engarealer til almindeligt agerbrug. I dag omfatter landbrugsdriften 50 tønder land, der dyrkes som syvmarksskifte eller bruges til eng, hvor gamle danske husdyrracer græsser.

Museumsgården Karensminde taler ind i flere af museets ansvarsområder; her er en fortælling om enggården Karensminde, der overgår til traditionelt og senere til industrielt landbrug og senere igen bliver en museumsgård og kulturattraktion. Museet er medlem af statens genbevarende arbejde for dyr og afgrøder og del af et avlsprogram for gamle danske husdyrracer. Museumsgården Karensminde drives af Mark | Billund Kommunes Museer med hjælp fra engagerede frivillige i foreningen Karensminde Venner.

Heden

Landskabet syd for Museumsgården Karensminde var engang hedeslette. Områdets bønder forstod at udnytte lyngen i de sandede jorde, og den store aktivitet på heden satte markante præg på landskabet. Lyngheden var en græsningsressource til hedebøndernes kvæg og får, og man udnyttede lyngen til mange formål. Heden gav også en nødvendig energikilde, nemlig tørv, da man med dyrkningen af heden ikke havde adgang til træ. Man opdyrkede heden i midten og slutningen af 1800-tallet og skabte omfattende jordforbedringer. Landskabet undergik en stor forvandling, der blev skabt af bøndernes arbejde med Det Danske Hedeselskabs mange initiativer. Hedens bølgende violette tæppe udgør derfor et særligt karakteristisk landskab for områdets kulturhistorie.

Engen og åen

Landbruget i Midt- og Vestjylland domineredes i århundreder af engbøndernes særlige livsform og landbrugsdrift, der har eksisteret i området helt tilbage til 1400-tallet. Nord for Museumsgården løber Grindsted Å, og engen, der grænser op til åen, har leveret foder til kvæget hele året. Kvægavl udgjorde hovedindtægtskilden i engbruget.

Arbejdet i engen var udfordrende og krævede særlige metoder for at optimere udbyttet. Områdets engbønder udviklede og etablerede eng­vandingskanaler - på enggården Karensminde i ca. 1870 - og med et fuld udbygget engvandingsanlæg blev engene forsynet med ekstra vand for at øge produktionen af græs og hø, der var forudsætningen for rentabelt animalsk landbrugsproduktion. Det var derfor ikke attraktivt for engbønderne at opdyrke heden. Til trods for at engbønderne var imod hedeop­dyrkningen, solgte de hedearealer fra til de mange nye bønder, der omdannede heden til agerland. Dermed undergravede engbønderne på længere sigt deres eget livsgrundlag. For når græsningen på engene svigtede i magre år, havde engbønder­ne nu ikke længere lyngen at ty til som foder, som de før havde kunne under krisetider. Hen imod år 1900 forsvandt engbøndernes særlige livsform, da engenes betydning svandt ind.

Plantagen

Områdets plantager er oprindeligt etableret af en af Det Danske Hedeselskabs stiftere, E. M. Dalgas, i slutningen af 1800-tallet. Fænomenet københavnerplantager opstod i slutningen af 1800-tallet som en del af det skovrejsningsprojekt, der blev iværksat med Det Danske Hedeselskab i spidsen for at opdyrke den jyske hede. Ved stiftelsen af Det Danske Hedeselskab i 1866 valgte en række københavnske rigmænd at yde Det Danske Hedeselskab økonomisk støtte. Disse velhavende københavnere opkøbte udmagrede jorde velvidende, at de aldrig ville komme til at tjene penge på arealerne. Med tiden tog de velhavende københavnere på ferie i disse plantager og udgjorde således nogle af de første egentlige turister på egnen.