Debatindlæg fra Mark

Debatindlægget er en kommentar til museumsreformen af 2025. Artiklen kan tilgås via linket her, eller læses i sin fulde længde nedenfor.

De små museers betydning kan ikke overvurderes

Vores kulturarv tilhører alle. Den er skabt gennem generationers liv, erfaringer og erindringer. Som museum baseret i Billund ser og mærker vi den, når vi kigger ud over den opdyrkede hede, de lange rækker af kartoffelplanter, i fabrikshallen hos Lego eller ved gaten i Billund Lufthavn.

Den er vores liv, der gennem tiden har sat aftryk, og som giver os en stedbunden identitet, et særligt tilhørsforhold og en kulturel forbundenhed.

Vi mener, at museer – små som store – har potentiale for at være relevante samtidsaktører, og vi ser her museernes stedbundenhed og de danske museers forskellighed som en styrke.

Museer som demokratiske mødesteder

I en tid med polarisering er museer nogle af de få institutioner, hvor folk mødes på tværs af politiske, kulturelle og sociale forskelle. Her kan vi spejle os i hinandens historier, opleve uenighed og nysgerrighed på samme tid.

Kulturarv handler ikke kun om bevaring, men også om deltagelse. Alle har ret til at opleve, fortolke og være med til at forme, hvordan kulturarven bruges og herigennem indgå meningsfulde fællesskaber. Kulturarv bliver stærkest, når den opleves som noget, vi skaber og ejer i fællesskab.

På Mark - Museet for en Ny Danmarkshistorie samskaber vi. Det er en del af vores dna. Men det springende punkt er her, at for os handler samskabelse ikke kun om at lave noget sammen, men om at forandre, hvem der har magten til at definere og skabe, hvad der er vigtigt.

Når museer inddrager borgere i indsamling og formidling, udvider vi definitionen af kulturarv. Og når processen holdes åben, bliver kulturarven et redskab til at styrke demokratiet, fordi den er mangfoldig, kan deles og forhandles.

Små museer – stor betydning

Heri består også forskellen på og samspillet mellem de små og store museer.

De store museer kan favne de lange linjer, de nationale fortællinger og de spektakulære udstillinger, som samler mange. Imens er de små museer vævet ind i lokalsamfundene, hvor relationer og ejerskab vokser.

Uden de små mister vi nærheden og de konkrete afsæt; uden de store mister vi de brede perspektiver. Kulturarven har brug for begge typer museer, hvis den skal være relevant, relationel og fællesskabende.

Museumsreformen handler i høj grad om, hvordan vi i Danmark organiserer og prioriterer ressourcer til museerne. Debatten handler ofte om institutionerne og samlingernes betydning lokalt, nationalt eller internationalt, men sjældent om indholdet, museers rolle og værdiskabelse.

"Museerne er ikke konkurrenter i et marked. Vi er kollegaer med en fælles opgave.

Hvis man reducerer museer til virksomheder, der skal måles på overskud eller besøgstal, mister man pointen. I sidste ende handler det om, at retten til kulturarv er en menneskeret. Den er ikke noget, der kan forbeholdes bestemte samfundslag, geografiske områder eller institutioner – heller ikke kun museer med ’de rigtige’ besøgstal.

Hvis de små museer forsvinder, og med dem adgangen til kulturarv i hverdagen, mister vi en hel dimension af vores demokrati. Det svarer til at rive landsbykirkerne ned og sige: »I kan da bare køre til domkirken«.

Historien bliver smallere og mere ensrettet, lokalsamfund mister demokratiske mødesteder, og kulturarven centraliseres for de få. Hvis vi gør det til en konkurrence, hvor nogle museer skal vinde på bekostning af andre, så taber vi som samfund. For ingen enkelt institution kan rumme hele bredden af kulturarven.

Kulturarven er ikke ensrettet, og det skal museerne heller ikke være

Kulturarven spænder fra vikingeskibe og national kunst til lokale håndværkstraditioner og industrihistorie. Et balanceret museumslandskab kræver samarbejde og synergi: At store og små museer spiller sammen, deler viden og ressourcer og i fællesskab, gør kulturarven tilgængelig for alle med hver vores erfaringer og styrker.

For museerne er ikke konkurrenter i et marked. Vi er kollegaer med en fælles opgave.

I dag står vi i kriser på flere fronter: klimakrise, krig i Europa, social polarisering og økonomisk usikkerhed. Og så bliver bredden af museerne og samarbejdet herimellem vigtigere end nogensinde.

Museerne er fællesskabsinstitutioner, der skaber forbindelser mellem mennesker, steder og historier og bidrager til et stærkt ’vi’, som kan bære os gennem usikre tider. Det er vores demokratiske forpligtelse.

Alt i alt kan det ikke understreges nok, at den lokale kulturarv er lige så vigtig som de store nationale fortællinger. De store kan ikke erstatte de små; uden dem bliver der stille i hverdagen, som landsbyer uden lyden af kirkeklokker.